(Se også video om tidsregistereringskravet her: https://kimaj.dk/afskaf-tidsregistrering/ )

Lovkravet om tidsregistrering blev præsenteret som en simpel og nødvendig minimumsimplementering af EU-retten.

Det var det ikke.

Vi har indført regler, der går videre end det nødvendige, pålægger virksomheder nye administrative byrder og skaber juridisk usikkerhed. Og det blev indført i et tempo, der ikke levner plads til grundig analyse af konsekvenserne.

Til daglig arbejder jeg med udvikling af en digital tidsregistreringsløsning og har sat mig grundigt ind i både reglerne og tilsynspraksis. Jeg kender ikke kun lovkravet fra politiske debatter – jeg kender det også fra den virkelighed, virksomhederne navigerer i hver dag.

Og den virkelighed er bekymrende.

Processuel skadevirkning: Arbejdsgiveren har ingen rettigheder

Et særligt problem er processuel skadevirkning: Medarbejderen kan påstå hvad som helst om sine arbejdstimer, og hvis der ikke foreligger gyldig tidsregistrering, taber arbejdsgiveren sagen. En medarbejder kan rejse sager op til fem år tilbage.

Forestil dig en landmand med fem ansatte, der har gjort alt efter bogen. Hvis en medarbejder direkte modarbejder systemet – glemmer at registrere sin tid eller bevidst undlader det – så mangler arbejdsgiveren netop den dokumentation, han skal bruge. Og hvis arbejdsgiveren efterfølgende registrerer det manuelt, kan kontrolmyndigheden SIRI betragte det som “systematiske rettelser”, der kan blive dømt ugyldige, i kraft af objektivitetskravet.

Jeg har selv oplevet en fagforening, der ville køre en sag, fordi en ansat påstod at arbejdsgiveren rettede i tiderne. Jeg blev kontaktet, fordi jeg står bag tidsregistreringsløsningen. Da jeg kunne vise, at systemet dokumenterede at tiderne var stemplet af medarbejderen selv via ansigtsgenkendelse, var der ikke noget at rafle om. Den faglige sekretær måtte gå tilbage og have en alvorssnak med sit medlem.

Den historie endte godt. Men den ender ikke altid godt.

Har du udenlandsk arbejdskraft, er det nemlig SIRI, Styrelsen for International Rekruttering og Integration, der kontrollerer din tidsregistrering. De kigger på dine registreringer, og ser de for mange manuelle rettelser, så vurderer de at tiderne ikke er “objektive.” Og da objektivitet er et lovkrav, er din tidsregistrering derfor ugyldig. Dét alene kan få SIRI til at politianmelde arbejdsgiveren.

Arbejdsgiveren er fanget: Uanset hvad han gør, ender han med at stå med aben – og risikerer politianmeldelse, bøder og godtgørelser. Han har ansvaret for at systemet er objektivt, men ingen reel magt til at tvinge medarbejderen til at bruge det korrekt.

Vi behøvede ikke haste – og loven er allerede forældet

Ingen har tvunget os til at hasteimplementere.

Tyskland har stadig ingen bindende lov – et lovudkast fra 2023 er ikke vedtaget. Frankrig har kun indført krav for udvalgte medarbejdergrupper. Italien har intet gjort. Og Sverige registrerer kun overtid.

Danmark måtte gerne tage sig tid. Men man valgte at agere duks på borgernes regning.

Og ironisk nok er loven allerede forældet. En ny EU-dom fra 2025 slår fast, at det ikke er nok at registrere det samlede antal timer per dag – der skal dokumenteres præcise start- og sluttidspunkter. Den danske lov kræver kun det samlede timetal. Den “minimumsimplementering”, vi hastede igennem, lever altså allerede nu muligvis ikke op til EU-retten.
Mens Henrik Dahl arbejder på at bremse EU-formynderiet i Bruxelles, skylder vi danskerne at holde igen herhjemme. Vi bør som minimum vente og se, hvad andre lande gør, så vi kan implementere på en måde, der kommer danskerne mindst muligt til gene.

Et mønster, ikke en enkeltstående fejl

Tidsregistreringsloven er heller ikke et enestående tilfælde. De seneste år er EU-lovgivning strømmet ind over Danmark i et tempo, der presser virksomheder, myndigheder og vores retssikkerhed. Hver gang hedder det minimumsimplementering. Hver gang viser virkeligheden sig at være en anden.

Bæredygtighedsrapporteringen under CSRD-direktivet er et andet eksempel: Danmark er blandt de første lande til at implementere, mens Tyskland har udskudt og andre lande slet ikke er gået i gang. Og nu står løngennemsigtighedsdirektivet for døren med endnu en implementeringsfrist, som ifølge Dansk Industri er så stram, at danske virksomheder uundgåeligt vil komme til at bryde loven.

Tallene taler deres eget sprog. Ifølge Erhvervsministeriets redegørelse fra juni 2025 er de samlede årlige erhvervsøkonomiske byrder steget fra 1,6 mia. kr. i perioden 2019-2022 til næsten 10 mia. kr. i 2024. Langt størstedelen skyldes EU-regulering. På ét år er byrden for danske virksomheder eksploderet.

Flere regler. Flere omkostninger. Mindre produktivitet. Mere usikkerhed. Det er prisen for at lege duks.

Vi skal implementere klogt – ikke hurtigt

Når EU overskrider nærhedsprincippet på denne måde, er vi forpligtet til at tænke os godt og grundigt om. Vi er ikke forpligtet til at overimplementere EU-direktiver.

Tidsregistreringsloven bør fjernes. Vi bør kigge til vores nabolande og genoverveje, hvordan vi bedst sikrer virksomhedernes vilkår, retssikkerheden og den danske model.

Vi skal ikke hasteimplementere. Vi skal implementere klogt.