Nogle politikere forstår det åbenbart ikke
Når man foreslår i EU, at man skal have lov til at læse alle vores beskeder.
Når man foreslår en ny PET-lov, som giver dem lov til at indsamle ALT data om ALLE danskere i én stor database – ja, sundhedsdata og dine private beskeder med dine nære, din psykolog eller din advokat.
“Det gør Danmark mere sikkert,” siger de…
Men i virkeligheden vil det gøre det modsatte.
Når man samler alt data ét sted, er der kun ét sted hackere skal bryde ind for at vide ALT om hver eneste dansker. Én hængelås. Én nøgle. Én kæmpe risiko.
Samtidig vil det overbebyrde PET med en kæmpe datamængde, og ganske sikkert mange falske positiver fundet af AI’en på den enorme mængde data.
Digital Wallet: anonym på papiret – ikke i virkeligheden
Digital Wallet lyder anonym, men teknikken afslører dig alligevel.
Beviset bindes til din enhed, og din telefon efterlader spor, der kan kobles til din lokation og adfærd.
Når først systemet er udbredt, er det nemt at sammenkøre data til detaljerede profiler. Privatliv på papiret er ikke privatliv i virkeligheden.
Realtids-ansigtsgenkendelse i det offentlige rum
Man har også foreslået ansigtsgenkendelse i realtid på alle overvågningskameraer i det offentlige.
Det vil sige all in på kinesiske tilstande, hvor du ikke kan bevæge dig nogen steder, uden staten ved, hvor du er og hvad du laver.
Skal vi så også have et point-system, hvor du får point, når du gør dét statsministeren synes er rigtigt?
Privatliv er fundamentet i et frit demokrati
Jeg forstår virkelig ikke appellen – hvorfor ønsker man så massiv overvågning af lovlydige borgere? Er vi ikke et tillidssamfund? Har man glemt, at privatliv er en af de vigtigste grundpiller i et frit demokrati?
Når vi ved, vi bliver overvåget, ændrer vi adfærd. Vi bliver mere forsigtige. Mere “norm-korrekte”. Vi tester færre idéer, prøver færre ting af, siger færre kontroversielle meninger højt.
Og mister vi evnen til at udfordre og udforske, mister vi også evnen til at udvikle vores individuelle identitet – og dermed vores samfund.
Find dig i privatliv – eller find dig i:
- at staten altid kigger dig over skulderen
- at fremtidige regeringer kan bruge dine data imod dig
- at alt om dig ligger i én kasse – og ét hackerangreb åbner den
- at dine bevægelser, beskeder og søgninger gemmes for evigt
- at vi alle bliver mere ens – og mindre frie
Kort sagt… Find dig i privatliv, eller find dig i hvad som helst.
FAQ om privatliv
Er masseovervågning nødvendig for sikkerhed?
Sikkerhed kræver målrettet efterforskning – ikke central indsamling af alt om alle.
Hvorfor er en central database farlig?
Én indgang = én sårbarhed. Ét brud kan udstille alt om alle.
Er “hvis du ikke har noget at skjule” et gyldigt argument?
Nej. Privatliv handler ikke om at skjule, men om at være fri til at tænke, prøve og fejle uden konstant overvågning.
Hvad er problemet med Digital Wallet ift. privatliv?
“Anonym” på papiret, men bundet til din enhed. Spor og tidsstempler kan kobles til lokation og adfærd.
Skal vi være trygge ved ansigtsgenkendelse i realtid?
Nej. Det muliggør fladedækkende sporing i det offentlige rum og ændrer borgernes adfærd — også de lovlydiges.
Kan AI i efterretningstjenesterne ikke bare finde “de rigtige”?
AI skalerer også fejl. Falske positiver koster ressourcer, stempler uskyldige og flytter fokus væk fra reel efterforskning.
Hvad er risikoen ved et regeringsskifte?
Data forsvinder ikke, når magten skifter. Et værktøj bygget “til det gode” kan bruges anderledes i morgen.
Hvad mister vi uden privatliv?
Modet til at afprøve idéer, ytre os frit og udvikle vores identitet – og dermed samfundets innovationsevne.
Hvad er alternativerne til masseovervågning?
Dommerkendelser, dataminimering, decentral arkitektur, stærk end-to-end-kryptering og målrettet efterforskning.
Hvad kan jeg som borger gøre nu?
Sig nej i høringer, kontakt folketingsmedlemmer, del viden, og brug privatlivsværktøjer (E2E-chat, tracker-blokering).