Til sommer bliver min forlovede og jeg forældre til en lille dreng.

Vejen dertil har været lang. I mange år har vi ønsket os børn. Flere gange er vi blevet henvist til fertilitetsbehandling i det offentlige. Flere gange er vi kørt trætte, allerede inden behandlingen overhovedet var startet.

Det var ikke lægerne. Det var ikke sygeplejerskerne. Det var systemet.

Inden man overhovedet når ind i et behandlingsrum, mødes man af en kold, digital og bureaukratisk proces. Standardiserede forløb. Skemaer. Ventetider. Automatiske beskeder. For mennesker, der står i en af livets mest sårbare situationer, kan det føles som om man reduceres til et journalnummer i et system, der først og fremmest skal administreres.

Sidste år besluttede vi, at barnedrømmen ikke skulle afhænge af, om vi kunne holde til et system, der føltes koldt og firkantet. Hvis det skulle lykkes, måtte vi tage ansvaret i egne hænder.

Vi udskød planerne om at bygge en ny garage og brugte i stedet vores opsparing på privat fertilitetsbehandling.

Forskellen var markant.

Processen var mere menneskelig. Der var tid. Fleksibilitet. Sammenhæng. Vi blev mødt som mennesker midt i noget dybt følsomt. Det hele føltes mindre som et administrativt forløb og mere som det, det faktisk er: et forsøg på at skabe liv.

Vi er privilegerede. Vi havde sparet op. Vi kunne træffe det valg. Det kan langt fra alle. Og det er netop problemet.

I dag er det offentlige i praksis det eneste reelle tilbud. Ønsker man noget andet, et mere fleksibelt, mere individuelt og mere menneskeligt forløb, må man selv betale. Også selvom man allerede har betalt via skatten.

Og ventelisterne i det offentlige gør det kun sværere. Når man står midt i et fertilitetsforløb, tæller hver måned. Lange ventetider er ikke bare en ulempe. De kan betyde, at chancen forsvinder.

Hvorfor må pengene ikke følge barnedrømmen?

Når vi som samfund har besluttet, at fertilitetsbehandling er en opgave, vi løfter i fællesskab, burde vi også turde give familier friheden til selv at vælge, hvor behandlingen gives. Et system, hvor man kan tage den offentlige bevilling med over i en privat klinik, vil ikke afskaffe det offentlige tilbud. Det vil blot give et reelt valg.

Det handler ikke om luksus. Det handler om værdighed, nærhed og fleksibilitet i en sårbar livssituation.

Og for mange handler det også om noget helt lavpraktisk: De offentlige fertilitetsklinikker ligger få steder i landet. Når et forløb kræver mange scanninger og kontroller, bliver afstand, transport og fravær fra arbejde en barriere i sig selv.

Frit valg vil flytte magten fra systemet til familien. Og når magten flytter sig, gør fokus det også: til kvalitet, tilgængelighed og menneskelig behandling.

Hvis private klinikker kan levere det, hvorfor så ikke lade pengene følge barnedrømmen?

Det skaber en ulighed, hvor kun de mest ressourcestærke har friheden til at vælge. Barnedrømme bør ikke afhænge af, om man har råd til at droppe en garage.

Til sommer holder vi vores søn i armene. Vi kunne ikke være mere taknemmelige. Og vi er ikke et sekund i tvivl om, at det var rigtigt for os at lade hans liv begynde i et forløb, hvor vi følte os mødt som mennesker frem for som sagsnumre.

Hvis vi mener det alvorligt, når vi taler om frit valg og værdighed i velfærden, så er det på tide at lade pengene følge borgeren. Også i fertilitetsbehandlingen. En god start vil være at udvide behandlingsgarantien, så den også inkluderer fertilitetsbehandling.